Sagt og skrevet

Meget mere end tal i et regneark

Sparring, coaching, networking: Man får mere end styr på skat og kvitteringer, hvis man søger revision hos Dorthe Kristiansen og Skanderborg Revision. Og så er det faktisk ikke spor kedeligt.

Hvad siger en revisors ægtefælle, når det kniber med at falde i søvn?

”Skat, fortæl mig om din arbejdsdag”.

Der findes en del vittigheder om revisorer, og et gennemgående tema er kedsomheden. At revision skulle være et ekstremt kedeligt arbejde, og at revisorer dermed er et kedeligt folkefærd.

Mit arbejdsliv skal være sjovt

Når Dorthe Kristiansen fra Skanderborg Revision har svært ved at genkende den fremstilling, er det ikke mangel på selvindsigt. Hun gør derimod et stort stykke arbejde for, at arbejdslivet ikke skal være kedelig og rutinepræget taljonglering. For revision kan være meget mere end værdier i kolonner og bundlinjer med røde eller sorte tal. Revision er bl.a.  også forretningsudvikling og -sparring.
– Jeg synes, det er vigtigt at blande pligter og fornøjelser i arbejdslivet. Derfor har jeg en del i kalenderen, som ikke nødvendigvis giver nogen profit, men som gør hverdagen sjovere, siger Dorthe Kristiansen.

Værdi for kunderne

Hun bruger energien på netværksarbejde og hjælp til iværksættere. Hun vil gerne hjælpe andre i gang og give sin egen arbejdsglæde et boost i den sammenhæng. Så er det ikke så vigtigt, hvad indtjeningen pr. time måtte være.
– Revision bliver tit opfattet som noget dødt. Som noget, der kan være nødvendigt, men som ikke bidrager til forretningens udvikling. Men jeg går meget op i at skabe værdi for mine kunder igennem det store netværk, jeg har oparbejdet gennem årene. Hvis der er en udfordring, har jeg sikkert et bud på en, der kan løse det, siger Dorthe Kristiansen.

Revision og coaching

For Dorthe Kristiansen handler god revision om at kende kunderne godt, så hun kan se deres kompetencer og fornemme deres udfordringer, før de selv gør opmærksom på dem. Det hele kan godt dufte lidt af businesscoaching.
– Det er en god fornemmelse, når jeg både har hjerte og sjæl med i mit arbejde. Når jeg kan hjælpe en iværksætter det lille nøk fremad, der gør forskellen mellem fremgang og stilstand, siger Dorthe Kristiansen.

Det hele er ikke kun tal i et regneark.